Du kan her læse en kort sammenfatning af teorien og en kort perspektivering ud fra dette.
Kulturelle selvfølgeligheder spiller ind på kommunikation som et filter, hvor afsenderen indkoder sin besked ud fra sit betydningsunivers, og afsender afkoder den sendte besked ud fra sit betydningsunivers. Derfor sker det nemt, at den intention, der var med en sendt besked, bliver tolket helt anderledes af modtageren, end den var ment.
Udfaldet bliver nemt at parterne ikke forstår hinanden, for de taler jo sådan set ud fra hver deres ”verdensbillede”. Det er indlysende, at tværkulturel forståelse kan være en vanskelig balanceakt.
Muhammedkrisen er et eklatant eksempel på, hvordan to parter ikke forstår, hvad den anden forstår, men kun det, som de selv forstår. De usynlige betydningsuniverser, som lå bag avisens Muhammedtegninger var uforståelig for muslimer i Mellemøsten, og for mange danskere var muslimernes betydningsunivers omkring deres profet og religion også helt ubegribelig. Det virkede som om, at hver især blokerede deres verdensbillede for at se den andens.
For at løsne op omkring den slags fastlåste situationer er der følgende, som vi kan være opmærksomme på: Ingen kulturelle praksisformer kan forstås særskilt, men må hele tiden ses som del af en større helhed eller sammenhæng (konteksten). Karikaturtegninger må såvel som reaktionen på dem ses som del af sin kontekst med hver deres bagvedliggende betydningsunivers.
Når vi skal forsøge at nå hinanden, må vi række ud over det, som vi selv forstår, og begynde at sætte os ind i den andens betydningsunivers. Vi må også se, hvordan vi hver især er ”farvet” af vores egen kontekst, og derved har fået mange skjulte selvfølgelige betydninger, som betyder, at vi møder verden ud fra en subjektiv (modsat objektiv) vinkel og er derfor forudindfattede.
Det er således en kompleks proces at undgå, at de selvfølgelige betydninger får overtaget i ens interkulturelle virke. Først i mødet med noget anderledes bliver vi opmærksomme på vores eget. Derfor er det en hjælp at spejle vores egne selvfølgeligheder i andres opfattelser og syn på det. I jo højere grad vi er i stand til at få dialog og interaktion ind i kulturmødet, jo bedre.
Gennem dialogiske og interaktive processer er der sandsynlighed for, at begge parters bagvedliggende betydningsuniverser synliggøres, og at kulturmødet ikke kun bygger på den ene parts selvfølgelige betydninger.
Skal vi undersøge en andens (eller ens eget) betydningsunivers, ser vi på den totale sammenhæng, som det relaterer sig til hos personen (eller os selv). Der er ingen entydige svar på, hvad det er. Det kan være livssynet og verdensopfattelsen, og herunder den historie, det samfundssystem, økonomi, religion, levestandard, familieform, teknologi, klima, geografi, struktur og rolleforståelse og meget mere, som det kulturelle fænomen har sammenhæng med hos personen (eller os selv).
Vi vil aldrig helt kunne begribe andres kulturelle universer. Der er lag, begreber, sammenhæng, forbindelser, forestillinger, erkendelsesfænomener, sansninger og opfattelser, som vi måske ikke engang er i stand til at fatte med vores bevidsthedsniveau. Ingen teori eller analyseredskaber er i stand til at tage højde for alle aspekter, som spiller ind i mødet mellem mennesker. Men vi kan hele tiden blive bedre til det.
At arbejde med kulturs selvfølgeligheder forudsætter, at vi selv bliver bevidste om vore egne skjulte betydninger, for derved at kunne formidle os mindre ”farvet”, så ”den anden” bedre kan forstå os. - Men det forudsætter også, at vi kan løse op for de bagvedliggende betydninger, som ”den anden” forstår sig selv ud fra.
Kort sagt handler det om gennem dialogiske interaktive processer, at skabe mulighed for, at vi ikke kun forstår det, som vi selv forstår, men også det, som ”den anden” forstår.
Ønsker du selv at læse teorien i overskrifter, kan du klikke ind her.
Klik ind her hvis du vil læse om Muhammedkrisen ud fra et dialogisk perspektiv (Download af Word dokument).
Klik ind på eksempel fra praksis, som belyser betydning af teori for kulturs selvfølgeligheder.
