Kommunikation, der lægger op til åbenhed og dialog

At anerkende

At anerkende er at holde sine egne synspunkter tilbage og i stedet give plads til at andre kan formidle sig. Det sker ved at stille åbne spørgsmål og i det hele taget fremstå som et åbent væsen, med en god øjenkontakt, en åbnende kropsholdning, positiv opmærksom undren og nysgerrighed. Når personen bliver mødt med anerkendelse, får han eller hun et ´rum´ til at tænke sig om. Det er vigtigt ikke at drage den andens synspunkter i tvivl. At anerkende betyder, at man af og til må acceptere, at der kan være ting, som man ikke er enig i. Det er lige nu den andens univers, som er interessant. Anerkendelse åbner op for videre samtale og dialog.

At lytte

At lytte er ikke bare det at høre nogle ord og sætninger, som kommer ud af den andens mund. Det er på en måde at tænke sammen med den anden. Ikke at forveksle med det at tænke for den anden. Vi hører ikke kun indholdet af personens udsagn, men forsøger at lytte os frem til de følelser og forståelser, som ligger bag et udsagn. Det er en empatisk tilgang til mødet med personen.

At lytte og vise empati er det at kunne leve sig ind i den andens situation og forsøge at forstå den sådan, som personen selv ser den. Det vil sige, at man prøver at leve sig ind i den andens værdier, normer og tankeform.

At være ærlig

Der opstår mange spørgsmål, når man møder situationer og mennesker, som handler og ser ud på en anderledes måde, end man er vant til. Spørgsmål, som ikke bliver besvaret, kan blive til fordomme eller begrænsende forestillinger om den anden. Derfor kan det ofte være en fordel at være ærlig om sin tvivl eller nysgerrighed og spørge.

Ofte forestiller man sig, at det vil støde eller virke forkert, men som regel vil det åbne op og virke befordrende for en bedre kontakt. Nogle gange skal man turde berøre følelsesladede svære emner, og så længe det sker på en åben respektfuld måde uden skjulte vurderinger, er det oftest ok. Ærlighed behøver ikke føre til, at man udtrykker bebrejdelser eller kritik eller vurdering. Ærlighed er at give udtryk for overvejelser og tvivl, undren, interesse, naturlig nysgerrighed. Når ærlighed bliver brugt til at undersøge åbent, kan det være en kilde til meget vigtig viden og forståelse i interkulturelt arbejde. Ærlighed kan være med til at nedbryde fremmedgørelse.

At tage ordene for pålydende

” Det enkelte menneskes oplevelse er den højeste autoritet”. Sådan skriver Karen Zimsen (1977) det.

Det er vigtigt at tage en persons ord for pålydende. Der ligger altid en sandhed gemt i det. Måske skal der afdækkes nogle lag for at forstå denne sandhed, men kimen til at nå frem til den forståelse er ikke at afvise, hvad der blev sagt, men at bruge det som trædesten til at forstå noget mere.

Copyright Interkulturel.com, Karen Nørskov  | Tlf.: 60 66 28 55